En af verdenshistoriens mest succesrige politiske ledere ligger i betonbygningen bag mig.
Eller rettere: Måske gør han.
Det er Ho Chi Minh's mausoleum i Hanoi. Og det meste af året kan man komme ind og se hans balsamerede lig i en glasmontre. Og det gør tusinde og atter tusinde vietnamesere - og udenlandske turister - hvert år. Normalt er der efter sigende en lang kø for at komme ind.
Men nogle måneder hvert år er der lukket for adgang, fordi liget af "Onkel Ho" skal have et eftersyn og shines up. Og det er den tid nu her i okt-nov. Øv!
For jeg ville meget gerne have oplevet at komme ind og opleve styrken af den hengivenhed, som rigtig mange vietnamesere fortsat nærer over for deres mest betydningsfulde leder i nyere tid.
Han ledede den nordvietnamesiske modstand mod amerikanerne (og mod den sydvietnamesiske hær, hvorfra mange dog skiftede side til deres "kammerater" fra Nord).
Han var manden bag den indsats og strategi, der endte med at forene Nord- og Sydvietnam. Og som jeg forstår det anerkender mange anti-socialister også Ho Chi Minh's betydning og lederevner.
På trods af hans position i samfundet W var han en meget beskeden mand, som efterlevede den socialistiske lighedstanke.
Hans hus er et lille pælehus, som kan ses i parken bag mauselæet. Nederst er der et mødelokale, og på førstesalen bare to værelser. Og det er det. Hvem behøver mere?
Men hvorfor så et kæmpe monstrum af et mauseleum? Det var overhovedet heller ikke er ønske fra Ho Chi Minh. Tværtimod frabad han sig en stor og dyr begravelse. Han ville brændes og have sin aske spredt ud i Nord-, Syd-og det centrale Vietnam.
Efter hans død i 1969 bestemte den efterfølgende, politiske ledelse dog alligevel, at der skulle opføres et mauseleum efter russisk og kinesisk forbillede, blandt andet med en meget bred paradeplads foran. Den er så bred, at der sandsynligvis er plads til 5-6-7 rækker kampvogne side om side, når isenkrammet skal vises frem ved "festlige" lejligheder.
Som plaster på såret i forhold til mauselæet er der adgang til "præsidentparken" med præsidentpalads, Ho Chi Minh's arbejdsbygninger, garage (med tre gamle biler doneret i gave fra Sovjetunionen og Frankrig), samt pælehuset med udsigt over en pænt stor karpedam.
Jeg var ved mauselæum og park to gange i dag. Først omkring 7:30 i håb om at komme tidligt ind, hvis der var alligevel var adgang. Og om eftermiddagen med familien.
Om morgenen væltede det ind i parken med vietnamesiske pensionister i guidede grupper. De var meget engagerede, og der var omkring 1.000 vietnamesere igennem parken i den times tid, hvor jeg var der første gang.
Om eftermiddagen var der langt færre - smart nok - for i dag har det været skyfrit og mindst 30 grader;0)
Ikke-ryger-tiltag i Vietnam har formentlig ikke store chancer for at blive gennemført, eftersom "Onkel Ho" ofte er portrætteret med en smøg.
Hej med jer. Man kan jo godt komme i tvivl om, om der er nogen, der læser ens udgydelser på sådan en blog, men det er der altså. Men det med kommentarerne er lidt mere lala: der er jo ikke meget ved at høre på alle vores misundelseskommentarer, og derudover er det lidt svært at se, hvad man kan skrive af interesse for andre en en selv. Men vi læser altså med glæde og interesse, så bliv endelig ved.
SvarSletVenlig hilsen Mie og John