søndag den 25. oktober 2015

Forlængelse og "fridag" i Hoi An

Vi skulle egentlig kun have været i Hoi An i fire dage, men nu har vi forlænget med to dage til lørdag.
Det er simpelthen hyggeligt at gå rundt i byen - både dag og aften - og samtidig svært at slippe den gode stemning på hotellet. Kort sagt: Vi hygger os.
Og vi er heller ikke helt færdige med oplevelser i Hoi An. Vi vil gerne ud og cykle på landet, og vi voksne vil også "slæbe" pigerne med til et sted, hvor de gennemgår silkeproduktionen fra A til Z.
Og så er nogen af os også så småt blevet lune på at få syet mere tøj hernede;0)

Katrine jublede højt, da vi erklærede det meste af torsdagen for pool-dag. På med badedragten og nyindkøbte svømmebriller - og så i og under vand.
"Og i dag skal I andre altså også være længe i vandet, ikke bare få minutter", insisterede den sociale datter.
Og det gjorde vi så. Og lavede blandt andet en del "matematik-dykning". Katrine skal dykke gennem mine ben, og undervejs signalerer jeg et regnestykke med fingrene (fx 3x4x5). Og så regner hun under vandet og siger facit, når hun er oppe igen.


Pigerne fik også en ny veninde i poolen. Franske Matina på bare syv år. Totalt flydende engelsk, fordi hun og hendes forældre bor i Hanoi, og hun går i engelsksproget skole.
Hun er på ferie med sin mor og moster i Hanoi, og vores piger legede i lang tid med Matina i poolen. Faktisk så lang tid, at hendes mor bagefter roste dem begge meget for deres måde at være sammen med hendes datter på trods aldersforskellen. 
Søde og "ordentlige" piger vi har. Man bliver glad og stolt;0)


På anbefaling fra hotellet spiser vi en aften på en restaurant, hvor der stort set kun kommer lokale. Der er kun fisk og skaldyr op menuen, så Katrine står over - og Johanne er vist ikke sulten.
Der er et vældig leben og masser af kunder og personale. Måske er der ekstra travlt, fordi det er "Woman Day" i dag i Vietnam, og så har fatter invitereret familien ud, så konen slipper for madlavningstjansen i dag.
Stedet ville formentlig ikke gå glat igennem en dansk Smiley-kontrol. Madaffald smidt på gulvet (asfalt og fliser). Isterninger hentes med hænderne fra en stor plastickasse med låg. Fisk og skaldyr hentes fra åbne akvarier inde i selve restauranten.
Men maden smager bare skide godt - og er billig...selv med det traditionelle ikke-oplyste turisttillæg.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar