Kæmpe kongeby i Hué

Vi røg lige et par niveauer ned i hotelstandard i Hué, men der var to fordele: Der var pool. Og hotellet ligger lige ved siden af den indre kongeby, som vi besøgte dagen efter ankomsten. Det var stort set det eneste, vi skulle ud og opleve i Hué.

Byen var hovedstad for flere hundreder år siden og hjemsted for kongen og hans hof. (Vi er lidt i tvivl om, hvorvidt hans titel var konge eller kejser - vores to guidebøger er uenige;0)

Den centrale del af byen var beskyttet af et citadel - en bymur med to meter tykke mure, der i alt er på cirka ti kilometer, anlagt i et kvadrat på den nordlige flodbred.

Inde i citadellet ligger den indre kongeby. Her boede kongen med sit hof - inklusive sine mange konkubiner. Den indre kongeby er også afgrænset bag høje mure - og en voldgrav.

Området er kæmpestort, når det er opført primært for én mands skyld: ca 600 x 600 meter!

Der er fire porte ind gennem murene. Men kun kongen måtte bruge hovedporten. Alle andre skulle ind gennem sideporte.

Og indenfor var der masser af haveanlæg, søer og bygninger: Pagoder, templer, tronsal, boliger - og sågar også en "forbudt by" som i Kina. Her kom kun kongen og hans konkubiner - og så særligt udvalgte eunukker.

En del af bygningerne blev - som meget andet i Hué - smadret af amerikanske bomber under krigen, eftersom det central Vietnam lagde jord og luftrum til intensive og langvarige krigshandlinger.

Men der er rigeligt bevaret - og renoveret - til, at man får et godt indtryk af storheden i dette anlæg. 

Hold da kæft, hvor er det stort, når man går rundt mellem og i bygningerne. Og flot.

Og selv om der er mange turister, kommer vi flere gang ind i haver, hvor vi er helt alene.

Katrine fodrer koi karper med foder købt på broen over søen. Det er lidt klamt at se de mange fisk kaste sig rundt oven på hinanden. Heldigvis "bor" de i en ret stor sø, som måske kan bære forureningen fra så mange overfodrede fisk (jeg tænker lidt på vores egne akvariefisk hjemme;0)

Johanne ved en af flere "ønskebrønde" i kongebyen. Hvad hun ønskede, er naturligvis en hemmelighed, men hendes væsenligste behov må være stillet pga spørgsmålet

"Hva' ska' jeg ønske, hva'?"

Som mange andre steder i Vietnam bliver der naturligvis også brændt en masse røgelsespinde af her.

Det samlede forbrug i Vietnam tælles formentlig i milliarder af røgelsespinde om året.

Bygninger og anlæg renoveres løbende - og der er nok at tage fat på. Nogle bygninger er helt smadrede, andre har haft huller efter bombesprængninger.

Inde på området er der et lille savværk, hvor stolper til nye bygninger bliver afbarket og savet til.

I frokostpausen spiller nogle arbejdere et spil, der minder om ludo og med heste som brikker. Har set det flere steder.

Når en almindelig selfie bare ikke er nok: