onsdag den 21. oktober 2015

16 timer i tog - og vi elskede det!

Charlotte og jeg kigger igen undrende på hinanden. Og tjekker igen pigerne i hver deres overkøje.
Jo, sgu. De er fortsat i dyb søvn. Klokken er ellers kvart i ti om formiddagen, og vi er i et tog, og med bumpene og larmen fra kontakten med skinnerne og de knagede lyde fra togvognens "skrog" samt morgenstop ved stationer burde man ikke kunne sove nu. Slet ikke, når man har sovet siden kl ti aftenen før. 

"Vi bliver nødt til at vække dem snart. De skal jo have morgenmad og nå at pakke sammen i god tid, inden vi skal af", siger moderen.

Vi skal af toget i Da Nang kl 11:27. Så har vi kørt 16 timer i tog - ca 800 km - siden vi satte i gang fra banegården i Hanoi kl 19:30 aftenen før.
16 timer! Et mareridt...næh, det har været skide hyggeligt. Måske især fordi vi har haft vores egen sovekupé med fire pladser.
Vi havde på forhånd fået en masse nyttige oplysninger fra websitet www.seat61.com , som drives af en britisk (vistnok) togfreak, der leverer rigtig gode og opdaterede tips og links om togrejse i lande over hele verdenen.
Fx en kort gennemgang af de forskellige typer pladser i et vietnamesisk tog (hårdest bløde sæder og senge. 4- og 6-sengs-kupeer).
Vi gav omkring 4,2 millioner dong for billetterne - ca 1.250 kr. Og vi nød at være sammen alle fire i det lille rum.
Interiøret svarede til et ældre dansk tog, men dog med LED-natlamper til hver køje. Men ok, køjerne er kun godt 180 cm lange, så lidt højere folk end os vil måske nok finde komforten lidt mere ao-so.
Der var løbende tilbud om mad, snacks, kaffe/the osv fra vogne, som personalet skubbede rundt i vognene. En lang tur, for der var mindst 20 vogne.

Men vi havde vores egne forsyninger med: Cup-nudler og kaffepulver. For fra seat61.com vidste vi, at man kan tappe kogende vand fra en hane i hver togvogn. Så vi led ingen nød, men hyggede os gevaldigt - trods bumlen, skramlen og hvin fra skinnerne.

Vi havde planlagt at skulle snuppe et par Partners-spil på turen, men det blev der ikke noget af, når pigerne sov godt igennem.
Og de gik så også glip af meget af de flotte indtryk, som vi voksne fik gennem vinduerne morgen og formiddag.
















Ingen kommentarer:

Send en kommentar